MUSIK

Åbningskoncert

Fredag kl. 15.00

Den ikoniske musik skrevet af komponisten John Williams bliver gengivet af Odense Skole- og Ungdomsorkester, når vi åbner festivalen for anden gang. Williams har skrevet musikken til nogle af de største øjeblikke med science fiction på det store lærred, bl.a. Star Wars, E.T., og Jurassic Park. De fleste vil sikkert kunne genkende flere dele af musikken i denne åbningskoncert og blive transporteret direkte ind i en verden med utrolige opfindelser og videnskab.

Odense Skole- og Ungdomsorkester tilbyder undervisning og et unikt, musisk fællesskab for børn og unge i alderen 7-29 år. Her kan man lære at spille et blæse- eller slagtøjsinstrument uanset niveau, og indgå i socialt fællesskab der planlægger arrangementer og ture flere gange om året. I 2022 vandt de prisen for Region Syddanmarks bedste lokale forening.

Dirigent Daniel C. Bruun er uddannet BMus på basbasun fra SDMK Odense i 2023. Han har undervist på musikskoler i Odense og Vejle, assisteret Odense Symfoniorkester og været husarrangør for Vejen Garden. Han er i øjeblikket ved at tage en bachelor som arrangør/komponist og Musikpædagogisk Udvikler på SDMK i Esbjerg.

Flightmode

Fredag kl. 16.40

Et ungt band der i deres musikalske elementer skaber en tydelig kontrast mellem det skrøbelige og pompøse over udfordrer popmusik med eksperimenterende rødder i hård rock.

Dos Santos

Fredag kl. 20.00

Christian Lima Dos Santos Rising, kendt under det kortere kunstnernavn Dos Santos, er et lysende talent indenfor dansk musik. Hans musik er præget af hans brasilianske baggrund, fyldt med samba, fest og farver, men også af det hårde liv der kom efter hans mors død, da han var kun 13 år. Sidste sommer blev hans single ”Folder Mine Hænder” både P3’s Uundgåelige og The Voice Choice.

Friends and Young Shooters

Lørdag kl. 13.15

Disse unge talenter spiller hiphop og rap.

Katinka Band

Lørdag kl. 15.30

Katinka Bjerregård er indfødt københavner og bruger sin stærke, upolerede stemme til at fortælle om storbyens skæve eksistenser, inklusiv sin egen. Voldsom kærlighed og hjertesorg bliver til poesi under Bjerregårds behandling, og følelserne nærmest siver ud af lydbilledet hos lytteren.

De skæve eksistenser der bakker Bjerregård op på scenen er guitarist og producer Simon Ask, Torben Guldager på bass og korsanger Marie Hageltorn Christiansen. Katinka Band vundet både kritikerprisen Steppeulven i 2017 som ”Årets håb” og musikforlæggernes pris, Carl Prisen, i 2018 som ”Årets Komponist – pop” for deres debutalbum ”Vi er ikke kønne nok til at danse”.

I april 2024 udgav Katinka Band albummet “Vi Lader Bare Som Om” og tager til efteråret på deres hidtil største turné.

ManMindMachine

Lørdag kl. 19.00

ManMindMachine er en dansk Synth og Electronic Body Music gruppe, sammenbragt af en kærlighed til alternativ elektrisk musik og et ønske om at dykke ned i subgenre for at fortolke dem på nye og uventede måder. Oplev en helstøbt technokoncert udover det sædvanlige.

Chris Grey and the BlueSpand

Lørdag kl. 20.45

Toner af moderne blues med elementer fra R&B, soul og funk er lige det vi trænger til efter en lang dag med festival. Chris Grey and the BlueSpand forstår at spille sig lige ind i publikums hjerter og er et internationalt anerkendt live-navn. Med hæsblæsende god musik og et glimt i øjet er det svært ikke at blive revet med af bandets karisma og groove.

Chris Grey and the BlueSpand har optrådt både herhjemme og i udlandet, bl.a. side om side med Simple Minds. Hitsinglen “Mammas Mammalaid” fra 2017 gjorde for alvor verden opmærksom på den humoristiske trio, der siden har udgivet albummet “Funk the Mall” i 2022.

Tangerine Tower

Søndag kl. 12.45

Funk, Disco, Synth – det hele er med når Tangerine Tower spiller musik. Det handler om bevægelse og følelse, at komme ud af hovedet og ud på gulvet. I deres egne ord opfordrer de publikum til at overgå John Travoltas moves i Saturday Night Fever og glemme hvad alle andre måtte tænke om dem i øjeblikket. Kom med og mærk musikken – det er mere end tilladt at danse, skulle lysten gribe dig.

Anne Linnet

Søndag kl. 15.00

Denne danske kunstner behøver ingen introduktion fra os. Anne Linnet har i årtier delt ud af sig selv i musikken og bliver ved med at røre publikum med sine tekster og nærvær. Fyens Stiftstidende skrev om hendes koncert i Odense d. 27. april: “Magasinet lagde lørdag aften scene og sal til en koncert, hvor hver eneste sang handlede om liv og død. Om tro, tillid og tilgivelse. En veloplagt og velsyngende Anne Linnet ramte emotionelt plet både mellem og under sangene.”